Gå til hovedindhold

SÅDAN MÅLER VI VÆRDIEN AF KULTUR

Kulturen i Horsens Kommune skaber ikke kun værdi i sig selv, men fungerer også som en afgørende drivkraft på tværs af mange områder. Kultur bidrager til øget trivsel og livskvalitet, fremmer sundhed, støtter den grønne omstilling og meget mere. Kulturelle fyrtårne styrker Horsens Kommunes kulturbrand og tiltrækker besøgende fra både ind- og udland. Kulturelle oplevelser bidrager til turismen og styrker de lokale fællesskaber. Kulturen er med til at definere vores lokalsamfund som et attraktivt sted at bo og arbejde og spiller en central rolle i at tackle de store samfundsudfordringer. I Horsens Kommune vil vi aktivt integrere kulturen i løsningen af de aktuelle samfundsudfordringer på tværs af sektorer.

NYT BLIK PÅ KULTURENS VÆRDI OG BETYDNING

Hvordan måler man egentlig kulturens værdi og betydning? Det spørgsmål har vi i Horsens Kommune taget alvorligt. Derfor har vi – i samarbejde med konsulentfirmaet Seismonaut – udviklet en ny evalueringsmodel, der hjælper os med at forstå kulturens reelle betydning og værdi for de borgere, der deltager i vores forskellige kulturaktiviteter.

EN SAMTALE - IKKE BARE TAL

 

Vi ved godt, hvor mange der kommer på museet. Vi kan tælle antallet af lån på biblioteket. Vi kan opgøre, hvor mange børn der går til undervisning på kulturskolen, og hvor mange der køber en entrébillet til kunstmuseet. Men hvad får vi egentlig ud af det?

Vores evalueringsmodel er skabt for at stille det spørgsmål – og finde svar. Den handler ikke kun om mængder og besøgstal, men om oplevelser, indtryk og eftertanker. Vi vil vide mere om, hvordan kulturen opleves og mærkes? Hvad den sætter i gang? Hvilken betydning den har i folks liv?

FRA STRATEGI TIL SAMTALE

Evalueringsmodellen tager udgangspunkt i kommunens kulturstrategi og guider brugeren – trin for trin – igennem en evalueringsproces, der er undersøgende, nysgerrig og fokuseret på borgernes/brugernes perspektiv. Den gør det lettere at sætte ord på det, vi ofte taler om i billeder: “Det var inspirerende”, “jeg fik noget med mig”, “det gjorde indtryk”.

HORSENS-MODELLEN - TO REDSKABER, ÉN RETNING

1) BASISMAPPING

Et visuelt og samtalebaseret redskab, der skaber overblik over de enkelte kulturinstitutioners og festivalers formål og virke – og hvordan de spiller sammen. Hvem henvender de sig til? Hvor i kommunen virker de? Hvad er det særlige, de kan?

Basismapping hjælper med at skabe et fælles sprog for kulturens betydning – både for den enkelte borger og i et større samfundsperspektiv. Den tydeliggør, at forskellige kulturtilbud har forskellige styrker – og at alle bidrager til det samlede kulturliv.

Eksempel på basismapping

2) UDVIKLINGS- OG EVALUERINGSVÆRKTØJ

Et strategisk værktøj til både evaluering og udvikling – til brug flere gange årligt i forbindelse med udvikling og evaluering af udviklingsprojekter. Det gør det muligt at:

  • Evaluere mere databaseret og kvalitativt
  • Koble konkrete indsatser direkte til kulturstrategiens mål
  • Reflektere over egne antagelser og lære af erfaringerne
  • Skabe fælles retning og større effekt på tværs af kulturområdet.
Se præsentation af værktøjer

HVORFOR ER DET VIGTIGT?

Fordi vi gerne vil kunne svare på, hvad kultur gør ved os – ikke bare hvor mange, der deltog. Fordi vi tror på, at samtalen om kulturens betydning styrker vores tilbud, vores fællesskab og vores fælles retning. Og fordi vi med evalueringsmodellen nu har et værktøj, der gør det muligt at tage den samtale – kvalificeret, nuanceret og på tværs af hele kommunen.