Gå til hovedindhold

DE GODE KULTURFORTÆLLINGER

I Horsens Kommune er kultur ikke bare noget, vi oplever – det er noget, vi skaber sammen. Når vi deler vores fortællinger, viser vi, hvordan fællesskab, kreativitet og initiativ former byen og gør en forskel for både store og små. Fra graffitivægge og morgensang til inkluderende biografture og håndlavede uderum – det er alt sammen eksempler på, hvordan vi i Horsens er sammen om kulturen.

BYGGEHEGN FORVANDLES TIL SMUKT KUNSTVÆRK

Er et byggehegn ’bare’ et byggehegn? Ikke i Horsens. Her har et samarbejde mellem AP Pension, M+ Ejendomme og Horsens Kommunes bylivsindsats, MÆRK Byen nemlig betydet, at et mere end 100 meter langt byggehegn midt i Horsens centrum er blevet forvandlet til et langt kunstværk.   

Byggehegnet kom op i 2024 i forbindelse med ombygningen af kommunens tidligere rådhus og bliver stående til foråret 2026, når det nye byggeri er færdigt, der blandt andet kommer til at huse blandt andet bibliotek, borgerservice og Sund By. Den ene side af hegnet bliver brugt som fri graffitivæg, hvor alle, der har lyst kan udfolde sig kunsterisk på det mange meter hegn. På graffitivæggen må man gerne male over det eksisterende, så længe man har respekt for hinandens værker. Det vil sige, at man maler det eksisterende værk helt over, når man maler nyt ovenpå.

På den anden side af byggehegnet har en gruppe særligt udvalgte kunstnere skabt 10 værker, der tilsammen udgør 50 meter kunst til glæde for alle, der lægger vejen forbi.

Kunstnerne er: Anders Reventlov, HCB Atelier, Berit Bærentsen, Karsten Olsen og Louise Vedel, Martin Lints, Julie Hauge, Alan Delaini, Karine Bækkelund og Phuc Van Dang, Ruddi Breinholt samt håndværksstuderende fra Håndværkskollegiet sammen med deres mentor, Heidi Zilmer.

UNGE GI'R ANDRE UNGE EN HÅND

I 2025 indviede Familiecentret Nordvang et nyt udeområde til husets unge.

Området er gået fra asfaltstykke til en større afslapningszone, hvor bænke, borde, bålfad og plantekasser nu indbyder til gode stunder på tværs af alderstrin og interesser. Undervejs har forskellige unge, hjælpende hænder stået i kø for at være med i forvandlingen.

Horsens Ungdomsskoles unge har gjort pladsen klar ved at flytte buske og belægning, mens møblerne er lavet af en gruppe unge fra FGU, som over de seneste tre måneder har foldet dét, de har lært på henholdsvis tømrer- og smedelinjen ud i både genbrugstræ og stål.

I plantekasserne er tanken, at der fremover skal dyrkes urter og grøntsager, som madlavningsholdet på Nordvang kan bruge i den ugentlige madlavning - måske endda under åben himmel over husets nye bålfad. Derudover er meningen, at de nye hyggekroge skal skabe rum til, at nye fællesskaber og venskaber kan opstå i forlængelse af husets rammer.

Det kalder vi også at være sammen om kulturen.

MANDAGS-MORGENSANG I FOLKESKOLEN MED SHAKA LOVELESS

Normalt begynder skolen hver fredag med fælles morgensang på Horsens Byskole - men i stedet fik elever og ansatte en ganske særlig start på ugen en skøn forårsdag i 2025. Aulaen var nemlig fyldt til randen, da seleveste Shaka Loveless lagde vejen forbi og delte en uforglemmelig musikalsk oplevelse, der samlede hundredvis af elever og lærere fra både Horsens Byskoles afdelinger på Fussingsvej og Kildegade.

Besøget var en del af Kulturministeriets morgensangsmission, hvor Horsens Byskole var så heldig at blive udtrukket til koncerten. Som led i deres certificering som morgensangsskole - en titel, der gives til de skoler, der uge efter uge starter dagen med sang og skaber noget helt særligt sammen.

- Vi hoppede lidt op og ned, da vi hørte, at vi var blevet udtrukket. Det var en dejlig overraskelse, lyder det fra Casper Sønderby, der musiklærer på skolen.

Og selvom klokken havde passeret både morgenstund og frokost, var stemningen stadig i top - morgensangens magi var alligevel til stede. For Shaka Loveless var ikke kommet for at optræde med sine egne sange. I stedet havde han nøje udvalgt en række sange, som kunne synges i fællesskab.

Et sangvalg, der spændte bredt: Fra Beatles og Gnags til Jens Rosendahls højskoleklassiker, blev det en broget og hjertevarm blanding, som både udfordrede og samlede - og som eleverne kastede sig nysgerrigt ud i.

KULTUR OG KRAM-UGE MED FOKUS PÅ FÆLLESSKAB, TRIVSEL OG KULTUROPLEVELSER

"Jeg har altid følt, at der var noget galt – at jeg bare ikke passede ind," siger 19-årige Liam. Hele livet har han kæmpet med følelsen af at være forkert – uden at vide hvorfor.

Under Kultur og KRAM-ugen i Horsens, et tilbud til mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser, deltog Liam i et oplæg om kønsidentitet og seksuel orientering – et emne, der ligger ham nært.

Som barn mærkede han, at hans krop ikke stemte overens med hans indre. Puberteten og rollen som “pige” føltes forkert. Som teenager fandt han ordene: Liam er transmand.

Via sociale medier opdagede han, at han ikke er alene. Oplægget bekræftede, hvor vigtigt det er at blive mødt med nysgerrighed frem for fordomme.

– Det giver mig mod til at møde nye mennesker og måske selv hjælpe andre, fortæller han.

Liam bor i et botilbud og venter på at begynde hormonbehandling og få juridisk navneskift. Han arbejder på at finde fodfæste i livet – og han har et råd:

– Følg det, der føles rigtigt for dig – ikke hvad andre synes.

Kultur og KRAM-ugen handler netop om det: At skabe plads til forskellighed og nye veje i livet.

BYLIVSINDSATS SKABER KULTUROPLEVELSER ÅRET RUNDT

- I mere end 10 år – siden 2013 - har Horsens Kommunes bylivsindsats, MÆRK Byen stået bag en lang række projekter og initiativer, der skal skabe yderligere liv og dynamik i Horsens’ midtby.

Det er for eksempel dem, der skaber byliv på gågaderne, inviterer til sommersjov på Langelinie, dekorerer byen med store gavlværker (mere end 50 forskellige gavlværker og installationer i dag), laver warm up-aktiviteter i forbindelse med byens store koncerter, skaber julestemning i centrum i hele december, skaber kulturelle pop-up-arrangementer i forbindelse med byudviklingen. Og det går ikke stille for sig.

Når foråret og sommeren er på vej, har der eksempelvis i mange år været tradition for at holde en officiel åbning i det grønne område Langelinie nær strand og vand med kulturoplevelser for både store og små. Billederne taler for sig selv – det er nemlig en stor succes. Også her er vi sammen om kulturen, når mange af kommunens kulturaktører står sammen om at skabe en fantastisk dag for alle gæsterne. Det samme gør sig gældende, når vi har store koncerter i byen. Så sørger MÆRK Byen i samarbejde med City Horsens for en opvarmningsfest i centrum med koncerter, workshops, dans og dejlig stemning. For i modsætning til mange andre byer, så skal hele Horsens mærke, at et stort navn som The Weeknd, Metallica, Harry Styles, Post Malone eller noget helt femte her i Horsens – også selvom man ikke har billet til koncerten.

EM I BADMINTON - NÅR ET STORT SPORTSEVENT GÅR HÅND I HÅND MED KULTUROPLEVELSER

Horsens var fuld af liv, bevægelse og fællesskab i begyndelsen af april 2025, hvor EM i badminton ikke kun satte sit præg, der var kampene blev spillet i Forum Horsens – men på hele byen. Det var en uge fuld af oplevelser, hvor sport og kultur smeltede sammen på bedste vis, og hvor både små og store har kunnet mærke badmintonfeberen brede sig i gaderne.

Sammen med DGI Sydøstjylland fik Horsens Kommune aktiveret både unge og gamle, da ugen startede med at samle 48 seniorer fra hele landet til 60+ badmintonstævne i Horsens Badminton Klub og over 400 skolebørn til badmintonaktiviteter ved FGU Horsens.

Da selve EM gik i gang, ventede der et væld af spændende aktiviteter for hele familien, som kombinerede kunst, sport og sjov. Man kunne for eksempel prøve kræfter med badminton med en DGI-instruktør, Monster Battle Badminiton med kunstneren Phuc Van Dang og underholdende pop-up fjerfight med teateret Komediehuset på gågaden. For de kreative sjæle var der Splashminton med Billedskolen Horsens, live-painting med kunstneren Pilat, sjove workshops i midtbyen – og meget, meget mere.

Det hele kunne kun lade sig gøre takket være de 450 seje frivillige, kommunens institutioner, lokale ildsjæle og dygtige kunstnere, der bidrog med deres tid, energi og godt humør.

Horsens summede af både badminton, grin og fællesskab. Sådan kan vi også være sammen om kulturen – og sporten.