KULTUR OG KRAM - EN FÆLLESSKABSUGE
Kultur og Kram-ugen er en indsats lavet af handicap, psykiatri og sundhedsområdet i Horsens Kommune. Målet er er sætte fokus på fællesskab, trivsel og kulturoplevelser for personer med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser.
"Jeg har altid følt, at der var noget galt – at jeg bare ikke passede ind," siger 19-årige Liam. Hele livet har han kæmpet med følelsen af at være forkert – uden at vide hvorfor.
Under Kultur og KRAM-ugen i Horsens, et tilbud til mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser, deltog Liam i et oplæg om kønsidentitet og seksuel orientering – et emne, der ligger ham nært.
Som barn mærkede han, at hans krop ikke stemte overens med hans indre. Puberteten og rollen som “pige” føltes forkert. Som teenager fandt han ordene: Liam er transmand.
Via sociale medier opdagede han, at han ikke er alene. Oplægget bekræftede, hvor vigtigt det er at blive mødt med nysgerrighed frem for fordomme.
– Det giver mig mod til at møde nye mennesker og måske selv hjælpe andre, fortæller han.
Liam bor i et botilbud og venter på at begynde hormonbehandling og få juridisk navneskift. Han arbejder på at finde fodfæste i livet – og han har et råd:
– Følg det, der føles rigtigt for dig – ikke hvad andre synes.
Kultur og KRAM-ugen handler netop om det: At skabe plads til forskellighed og nye veje i livet.