Institutionsformiddag på Horsens Middelalderfestival
Hvad ved en børnehaveklasse om middelalderen? Horsens Middelalderfestival og Horsens Museums undervisningsafdeling viste små riddere rundt på festivalpladsen inden åbningstid, og lærte dem om middelalderen i kulturelle rammer.
Hvad ved en børnehaveklasse egentlig om middelalderen?
Det spørgsmål fik børnehaveklasserne på Hattingskole lov til at undersøge, da de besøgte middelalderfestivalen, inden festivalpladsen åbnede for resten af gæsterne. De fik nemlig en særlig rundvisning under institutionsformiddagen på Horsens Middelalderfestival.
Sammen med Horsens Museums undervisningsafdeling gik turen rundt på festivalpladsen. Først skulle eleverne teste deres viden om riddere og ridderturneringer - og snart stod de selv med lange fiktive lanser og kampklare heste i en ridderturnering.
Udenfor ventede den rigtige turneringsbane. Ridderne holdt formiddagslur, men så fik eleverne øje på den røde katapult. Her blev der fortalt om, hvordan man i middelalderen kunne bruge katapulter til at sende tunge sten afsted med et ordentligt “wuuum”.
Turen fortsatte gennem festivalpladsen, hvor eleverne blandt andet mødte en smuk ugle og hørte om, hvordan rovfugle blev brugt til jagt i middelalderen. Undervejs blev ord som “katapult”, “majstang” og “kloster” føjet til børnehaveklassernes ordforråd. På den måde forenes en stor kulturbegivenhed med læring for de mindste.
For Hattingskoles børnehaveklasser blev det en lidt anderledes skoledag med middelalderen helt tæt på - og en smagsprøve på noget af alt det, Horsens Museum har at byde på.
Institutionsformiddagen inviterer hele kommunens institutioner til et særligt tilrettelagt program på festivalpladsen, inden festivalen for alvor åbner.