Gå til hovedindhold

Kulturen løfter os

Et af de fire temaer i Horsens Kommunes nye kulturstrategi er 'Kulturen løfter os'. Her sætter vi fokus på de opløftende egenskaber, som kulturen har. Kulturen skaber ikke kun værdi i sig selv, men den kan også bidrage til at løse samfundsudfordringer og forbedre livskvalitet.

På denne side kan du møde sygeplejerskerne Karin Noer Sahl og Kirsten Frederiksen, der har været med i et kulturprojekt om sundhedsfremme kaldet 'Sammen om levende musik'. Derudover kan du også møde Christoffer Ravn, der er elev i 4. klasse og er glad for de kreative fag han har, når han går i skole.

De deler herunder deres fortællinger om, hvordan kulturen har haft en positiv effekt på deres arbejdsliv og skolegang. Rul ned og bliv klogere på, hvordan de føler, at kulturen løfter dem i deres hverdag. 

Mød Karin og Kirsten

Karin Noer Sahl og Kirsten Frederiksen arbejder til dagligt som henholdsvis projektsygeplejerske og oversygeplejerske på Dialyseklinikken på Regionshospitalet i Horsens. I videoen herunder fortæller Karin Noer Sahl om projektet 'Sammen om levende musik'. Her fortæller hun om, hvad det har givet patienterne i deres afdeling, mens de var en del af projektet. 

Projektet 'Sammen om levende musik' er et forskningsprojekt, hvor 'kultur som sundhedsfremme' er i fokus, og hvor man undersøger om musik kan skabe en forskel for patienter tilknyttet afdelingen. Også for sygeplejerskerne gav det et øjeblik, hvor de kunne stoppe op og være i nuet sammen med patienterne og tage fat i arbejdet med fornyet energi. Det skabte også et fælleskab på stuerne, fordi de alle havde oplevet musikken på hver deres måde. 

- Der er så meget, vi ikke kan gøre for de her patienter, men musik kan skabe glæde og en bedre hverdag, lyder det fra Karin Noer Sahl. 

Ser du med på computer, kan du dobbeltklikke på videoen og afspille i stor format.

"Kulturen har haft stor betydning for os. Det, vi har set er, at musik kan fjerne fokus fra sygdom."

Vil du vide mere om 'Sammen om levende musik' (SOL), kan du klikke på knappen herunder. Her kan du blandt andet høre forskeren, Margrethe Langer Bro, fortælle om den forskel musikken har gjort. Du kan også høre sygeplejerske Karin Noer Sahl fortælle, hvordan musikken har skabt nærvær i sårbare øjeblikke og givet anledning til nye samtaler.

Læs mere om SOL-projektet

Mød Christoffer

Opdag hvordan kulturen kan være med til at løfte børn og unge i Horsens Kommune til nye højder af kreativitet og selvtillid, når der bliver sat kreativitet på skemaet. Christoffer Ravn, elev i 4. klasse på Horsens Byskole, afdeling Kildegade, har fået nye oplevelser med de kreative fag (K-fag) i skolen - et tværfagligt samarbejde med Kulturstationen Horsens. Han fortæller om, hvordan de kreative fag giver ham afveksling fra den almindelige undervisning.

K-fag i hverdagen

Horsens Byskole, afdeling Kildegade har en kulturel profil, hvilket betyder, at der er mere kreativitet på skemaet, hvor eleverne besøger Kulturstationen Horsens. 

Gennem de kreative fag møder eleverne både kultur, kunst og æstetiske læreprocessor, som alle prioriteres højt. Børnene prøver både kræfter med dans, teater, kunst og musik i det, som vi kalder for K-fag. Det hele foregår i et samarbejde med byens kulturskoler - Billedskolen Horsens, Komediehuset og Musik - og Balletskolen. 

Kreativitet giver liv

Christoffer Ravn, der går i 4. klasse på Horsens Byskole, afdeling Kildegade nyder godt af K-fagene. Han er blandt andet med i et crew, hvor han stiller op, inden der skal holdes koncerter eller arrangementer. Han får også nogen helt andre og mindeværdige oplevelser med kammeraterne, når de spiller saxofon i musiklokalet fremfor at sidde stille i klassen. Gennem de seneste år har Christoffer haft en række af forskellige kreative fag, og det har styrket sammenholdet i klassen, synes han.

"Når jeg er på Kulturstationen, har jeg det sjovt. Vi spiller musik og synger lidt, og vi kan også blive bedre til at tegne. Her lærer vi noget andet, end vi plejer."